Kvalitet eller kvantitet – Hvad vælger du i din Facebook markedsføring?

I de seneste uger er fronterne mellem de danske Facebook marketeers blevet trukket gevaldigt op, og man begynder at kunne ane to lejre inden for branchen.

Startskuddet blev Facebooks ændrede promotional guidelines der, som en trold af en æske, poppede op og satte en skræk i livet på mange, der anede en fremtid med spam af tsunamiagtige dimensioner. Erindringen om Facebooks nyligt ændrede News Feed Algorithm trængte dog gennem med en beroligende effekt, og troen på, at blot et par enkelte af de 100.000 faktorer, der afgør et opslags succes i news feedet, ville kunne begrænse spambølgen.

Facebook-Like
Vi står altså med to meget vigtige ændringer i Facebooks opsætning, og det er disse ændringer der har delt vandene mellem de danske Facebook marketeers. Hvem tror på hvad og hvad vejer tungest i forhold til effektiv Facebook markedsføring:

  • Promotional Guidelines der gør det lettere at nå langt ud i rækkerne af Facebookbrugere på forholdsvis kort tid. Med en hurtig konkurrence kan du opnå en masse likes og kommentarer og dermed engagement og spredning – og hurtig kendskab til din forretning. Midlet her er hurtige klik, ofte baseret på opportunismens ”tænk hvis jeg vandt”.
  • News Feed Algorithm der kan måle tyngden af engagement og dermed stiller væsentlige krav til værdifuldt content. Her går det ikke nødvendigvis hurtigt. Midlet her er velovervejede klik baseret på personlig livsstil og ”Det her har værdi for mig”

Det er her jeg fornemmer, at fårene bliver skilt fra bukkene, og nogle marketeers går efter det hurtige engagement og andre efter det værdifulde engagement.

Jeg har valgt at kalde disse to typer for henholdsvis The Hotshots og The Solids.

Hvem er The Hotshots og hvem er deres målgruppe?

The Hotshots er adrenalinstyrede og vil have hurtig tilfredsstillelse. De går efter hurtige likes og kommentarer for at nå så langt ud med deres budskab på kortest mulige tid, og få solgt nogle produkter. Gerne mange, gerne hurtigt, og pyt med om engagementet på siden er baseret på nu-og-her-behov. Siden skal være kendt og målet er salg.

Målgruppen, der ofte er yngre facebookbrugere, skal ikke nurses, for de er en del af den generation, der er vokset op med internettets mange muligheder og impulsstyrede handlinger. Det vigtigste for The Hotshot er, at fanbasen skal vokse, så sandsynligheden for salg er større. Kodeordet er kvantitet.

Hvem er The Solids og hvem er deres målgruppe?

The Solids er værdistyrede og vil opbygge et tillidsforhold. De går efter velovervejede likes og kommentarer, der afspejler målgruppens forhold til virksomheden og dens værdier. Engagement og reach er vigtigt, men værdi og tillid er vigtigere og det kommer ikke over night. Siden skal vokse sig solid gennem fans, der liker på baggrund af personlig værdi og en livsstil der afspejler et tilvalg af kvalitet.

The Solids har fanbasens behov for øje, og branding går forud for salg. Målet er tillid – for kunder vælger de brands de stoler på. The Solids målgruppe er de Facebookbrugere, der vælger med omhu. De ønsker kvalitet og vil ikke bruge deres tid på ligegyldighed og virksomheder, der vil have deres penge. De vil selv vælge, hvem de lægger deres penge hos. Kodeordet er kvalitet.

Er der så krig nu?

Nej, det mener jeg ikke der er, men der er helt klart en skarp inddeling og fra begge sider ytres meninger. Men ind til videre er det en kamp på argumenter. Hvad er vigtigst: Hurtigt engagement og spredning eller velovervejet engagement og vækst?
Jeg tror, at lige nu er det et spørgsmål om salg på den korte bane og salg på den lange bane – direkte salg og indirekte salg. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at jeg selv hører til blandt The Solids, og det er der to årsager til:

De fleste bruger Facebook som et break, et frirum hvor vi kan læne os tilbage, og interagere med de mennesker – og virksomheder – vi har lyst til at give plads og bruge tid på. I denne tid skal mine kunder ikke bombarderes med salgsbudskaber eller konfronteres med det faktum, at jeg bare sidder og venter på at få del i deres penge. Her skal de have lov til at slappe af uden at være jaget vildt.

Nogen vil måske vove den påstand, at den holdning bunder i alder, og det vil jeg ikke afvise. Netop derfor fastholder jeg det argument, at de fleste Facebookbrugere ikke ønsker spam og ligegyldighed i deres News Feed. Og denne gruppe vil vokse. Gruppen af unge, impulsstyrede Facebookbrugere bliver også ældre, og med alderen kommer den livserfaring og selverkendelse der gør, at vi i højere grad fravælger støj og vælger at fylde vores liv med værdi og indhold, som byder os noget i det lange løb.

Dette efterlader os med den kendsgerning, at The Solids står med en langt større målgruppe end The Hotshots, og at der dermed er en større efterspørgsel efter værdi og tillid end efter ligegyldige engagements-genererende konkurrencer og slagtilbud.

Brugbar artikel? Del gerne med dit netværk

8 svar til “Kvalitet eller kvantitet – Hvad vælger du i din Facebook markedsføring?

  1. Velskrevet indlæg – jeg vil vove den påstand at hurtigt erhvervet followers gennem konkurrencer ikke vil interagere med andre statusopdateringer. Derved står man med en kæmpe fan-skare hvor kun en lille procent del ønsker yderligere interaktion end at vinde et produkt – DÉT kan ikke være godt for en Sides EdgeRank i det lange løb.

    Et andet aspekt er også at statusopdateringer, skrevet efter de cowboy tricks jeg har set omtalt på blogs, ofte ikke vil stemme overens med en virksomheds overordnet kommunikationsstrategi = de vil undergrave et brands værdi. (Med mindre et brand vil være sjusket med kommunikationen, tro sine kunder er dumme og pushe irrelevant information i hovedet på dem der har brugt tid på at finde og følge sin virksomhed)

    Ps. jeg falder nok også ind under de kategori “The Solids” 🙂

    1. @Nete: Jeg synes din kategorisering af de to skoler er spot on, selvom jeg ikke er enig i at The Hotshots udelukkende og/eller nødvendigvis operere kortsigtet. 🙂

      @Thomas du skriver: “Et andet aspekt er også at statusopdateringer, skrevet efter de cowboy tricks jeg har set omtalt på blogs, ofte ikke vil stemme overens med en virksomheds overordnet kommunikationsstrategi = de vil undergrave et brands værdi.”
      Hvis det er blogindlægget hos Simon Elkjær du hentyder til, så er jeg ikke enig med dig. De omtalte tips er jo netop skrevet af virksomhederne selv, så de stemmer da i den grad overens med deres virksomhedernes strategi. At tricksne ikke passer på alle virksomheders kommunikationsstrategi er jeg helt enig i. 🙂

      1. Der er selvfølgelig forskel på virksomheder – og så vidt jeg mindes, så er de virksomheder, som har bidraget alle små til mellemstore webshops indenfor B2C – som ikke har brugt mange år og penge på at fremstå seriøse og professionelle.
        – Min pointe er bare, at nogle af de tips de skriver ikke kan overføres til andre medier – og derved gør at en virksomheds kommunikation ikke er genkendelig. En plakat eller et nyhedsbrev med stavefejl?
        De forskellige tips kan sikkert nok skabe højere engagement, men er det nu også et bæredygtig engagement?

  2. Det er mit indtryk at det tager meget lang tid at lære at ramme the solids så rent faktisk engagerer sig regelmæssigt og jeg er spændt på hvad FB i længden kan gøre med alt det indhold.

  3. Hej Charlotte
    Tak for din kommentar. Det lyder lidt som om at du har forstået min opdeling som en opdeling af målgruppe. Det er det ikke. Det er en opdeling af den gruppe fagfolk, der arbejder med markedsføring på Facebook 🙂
    Men derudover har du så absolut ret: Det er en kunst at skabe engagerende indhold. Det er noget der tager rigtigt lang tid at lære og det handler både om kunne kommunikere og om at kende sin målgruppe/fanbase og vide, hvad de reagerer på.
    Jeg må dog sige, at jeg ikke har oplevet nogen ændring i mit feed, andet end at jeg får færre spamkonkurrencer. Det skyldes nok at jeg med ret hård hånd spammarkerer, når jeg ser noget.

  4. Meget interessant læsning 🙂
    Jeg kunne tænke mig at vide, om det har betydning, hvilken kvalitet svar i kommentarfeltet har?
    Hvis jeg stiller et spørgsmål, hvor man bare kan svare ja/nej, og der kommer mange svar, vil det så have en negativ effekt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Mød vores team

Meet out team